TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

80 år i dag

af | Nyheder

To markante personligheder inden for travsporten kan i dag fejre deres 80-årsdag.

Det er Erik Juellund, Melby og Jørgen Larsen, Saltum, der i dag kan fejre deres 80-års fødselsdag.

Mens Jørgen Larsen fortsat er meget aktiv inden for travsporten og selv træner sine heste, der starter i løbene med fin succes, så er Erik Juellund ikke længere aktiv, men fra sit hjem i Nordsjælland følger han fortsat sporten tæt.

De to herrer har begge været medlem af bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund og været formand for deres respektive hjemmebaner.

Jørgen Larsen for Aalborg og Erik Juellund for Lunden.

Da Larsen og Juellund fyldte 75 år skrev vi bl.a. følgende her på travservice.dk

De to fødselarer har såvel sportsligt som organisatorisk sat deres markante præg på dansk travsport.

Jørgen Larsen – Bryggeren – som han bliver kaldt – glemmes nok aldrig for sin sejr i Skandinavisk Mesterskab med Ikaros – og så var han ikke færre end 12 gange amatørchampion på Aalborg Væddeløbsbane.

Jørgen Larsen har været formand for Aalborg Væddeløbsforening, og han har været medlem af bestyrelsen i Dansk Travsports Centralforbund.

Erik Juellund nåede ingen championater på hjemmebanen i Charlottenlund, men kan alligevel se tilbage på en flot karriere som amatørkusk.

Da Charlottenlund Travbane var ved at kuldsejle i begyndelsen af 1990-erne trådte Erik Juellund til, og fik bragt banen ud af en betalingsstandsning, som mange ellers havde troet ville have ført til konkurs.

Erik Juellund var formand for Det Dansk Travselskab i flere år og havde desuden sæde i såvel DanTotos bestyrelse samt i Dansk Travsports Centralforbund, hvor han også sad som formand en overgang.

Travservice ønsker begge Hjertelig Tillykke med dagen.