TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

7-årig milliontraver i Prøveløb

af | Nyheder

Som åring kostede Yankee Nourrier 235.000 dollars  (1.33 mio. DKK) på Harrisburg-auktionen i USA. Nu er den 7 år gammel og skal for første gang i Prøveløb i aften på Fyens Væddeløbsbane.

Med afstamningen Andover Hall – Windylane Hanover kunne der stilles store forventninger til Yankee Nourrier, der er første afkom efter Windylane Hanover.

Windylane Hanover havde tjent 1.15 mio dollars og sat rekord 1.10.2 og havde været en af USA’s allerbedste heste. Dette var hendes første føl

Det blev Ole Bach, der med et hammerslag på 235.000 dollars sikrede Yankee Nourrier til danske Scanvet Animal Health A/S, og hesten blev sendt til Danmark, hvor den trænedes af Axel Jacobsen.

Yankee Nourrier blev meldt ud af Axel Jacobsens træning 29. februar 2012, uden at have været i prøveløb.

Da Bo Seisbøl har haft samarbejde med Scanvet omkring avlshingsten Leader Chip, fik han Yankee Nourrier over på Stutteri Laser på Fyn for nogle måneder siden.

– I samarbejde med Jan Dahlgaard har vi trænet Yankee Nourrier, og den virker så fin nu, at den skal i prøveløb i aften, fortæller Bo Seisbøl. – Vi har slet ikke testet ham i træning, så har jeg ingen ide om, hvor hurtigt han kan løbe.

De danske prøveløbskrav er dog ret rimelige, idet Yankee Nourrier blot skal løbe 1.23 for at blive godkendt på Fyn.

Programmet til Fynsk Fredag kan downloades på dette link – klik her

Moderen til Yankee Nourrier, Windylane Hanover blev i vinter købt til Danmark af Panamera Racing og har i år fået hingstføl efter Muscle Hill.

Under Lexington-meetinget vandt hendes 2-årige søn, Muscle Diamond (Muscle Hill) i 1.10.7.

Andre aktuelle vindere efter Windylane Hanover er Food Money (helbroder til Yankee Nourrier), der nyligt har vundet i 1.11.6 i Sverige samt Yankee Blueblood (Donato Hanover), der vandt forleden på Momarken i Norge i  1.15.1a.

Endnu et afkom efter Windylane Hanover er kommet her til Skandinavien, nemlig den nu 4-årige Odds on Windy City (Donato Hanover), der i fjor vandt tre sejre og som  indtil for nylig har været i træning hos Peter Jensen, men som nu er i træning hos Bo Westergaard i Norge.