TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

4-årsprøverne: Cerveza imponerede

af | Nyheder

Pauli Andersen-trænede Cerveza fortsætter udviklingen og imponerede stort i den første åbne 4-årsprøve. 

Cerveza – der er opdrættet, ejet og trænet af Aalborg-amatøren Lars B. Larsen – debuterede først i november måned som 3-års, men siden er det til gengæld gået stærkt for lillebroderen til topheste som Razor Blade og Beyblade.

Foto: Ole Hindby

Fem sejre og en andenplads i seks starter er det foreløbig resultat for Cerveza (Muscle Bound), der efter søndagens triumf pludselig er trådt ind i årgangstoppen.

For det var virkelig en fem-stjernet præstation vi så i dag, selvom det måske så lidt optimistisk ud, da Kenneth Andersen sendte Cerveza frem til dødens udvendig for favoritten Come On Hugo med en omgang tilbage.

Ind på opløbet var der imidlertid “udsolgt” hos den tidligere Opdrætningsløbsvinder og så kunne Cerveza overtage føringen. Chief One sluttede stærkt af i sporene, men nåede lige netop ikke frem og så gik sejren til Cerveza – begge heste fik noteret tiden 1.17,3a/2360 meter. På tredjepladsen fulgte Chelsea foran Close To Heaven, der fik en uheldig start og siden fik tredje spor de sidste 7-800 meter.

-Vi har altid haft fornemmelsen af, at hvis vi gav ham tiden, ville han blive en rigtig god hest og han har jo generne til det, sagde Kenneth Andersen bl.a. i sejrsinterviewet.

Kenneth Andersens far, Pauli Andersen, var tæt på at servere endnu en overraskelse med Lillian Uglebjerg-trænede Cointreau, der noget overraskende overtog føringen fra Come On Hugo efter ca. 700 meter, men kort efter rullede hesten over i galop og sluttede efterfølgende uplaceret.

Come On Hugo sluttede også uplaceret i 17,9 og havde ikke en af sine bedste dage. Måske var 2016-Opdrætningsløbsvinderen syg på dagen?