TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

4-årsprøver og nyt storløb

af | Nyheder

Confidence forhåndsfavorit i Jydsk 4-årings Grand Prix, mens Jydsk 4-årings Hoppe Grand tegner mere åbent. 

Der er lagt op til en særdeles spændende løbsdag (1. løb køres kl. 14.00) på Jydsk Væddeløbsbane med tre åbne 4-årsprøver og to 4-års hoppeprøver – og så er der premiere på Preben Munchs Mindeløb med tre indledende afdelinger.

Finalen i Preben Munchs Mindeløb med en førstepræmie på 100.000 kroner køres lørdag den 30. juni – samme dag som  Fair Finans Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix – og dagen efter gælder det årets største begivenhed på JVB, Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix med en forventet præmiesum på 450.000 kroner.

Hvem vinder så “det jydske travderby”?

Confidence står øverst i pointberegningen og Ken Ecces sejrshest (9 sejre i 14 starter) er også et godt bud på sejren, men hvor langt rækker stortalentet Champions Peak i sin første start mod årgangstoppen?

Svaret får vi i den anden åbne 4-årsprøve, hvor de to heste mødes for første gang.

Den første åbne prøve ligner et opgør mellem Close To Heaven og Come On Hugo, der siden 2-årssæsonen har været med i de fleste storløb – og Confidence skal ikke træde meget forkert, før en af disse to er klar til at slå til.

Den sidste åbne prøve er lidt mere åben. Her mødes Steen Juul-duoen Chablis og Chock Nock med en anden “opkomling” Cool Shadow, der i lighed med Chock Nock kommer med tre sejre på stribe. Alle tre heste er også klar til give forhåndsfavoritten kamp til stregen.

Blandt hopperne samler interessen sig igen i år om C D og Commit Boom Bay, der begge meldes klar til opgaven, men Carna Sensei – der virkelig har imponeret i årets to første starter – er klar til at byde de etablerede stjerner kvalificeret modstand.

De tre bedst placerede fra de åbne 4-årsprøver kvalificerer sig direkte til start i Jydsk 4-årings Grand Prix sammen med den fjerdehest, der står øverst i pointberegningen.

I de to 4-års Hoppeprøver kvalificerer de fem bedst placerede sig til start i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

Derudover skal der ud fra pointberegningen uddeles to “wildcard” i begge storløb til de heste, der ikke kvalificerer sig direkte via prøverne.

Baneprogram: KLIK HER