TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

4-års Prøver: Beyblade overraskede

af | Nyheder

Dagens gladeste mand på Jydsk Væddeløbsbane var træner Anders Pedersen efter han overraskende vandt med nyerhvervelsen Beyblade i den første af de to åbne 4 Års Prøver

Der var lagt op til et opgør mellem Bali med Steen Juul og Blachman med Morten Juul i den første åbne 4 års Prøve, men det blev Beyblade (Trophy Catch) med en jublende Anders Pedersen, der viste sig bedst.

Det er ikke hver dag man ser en professionel travtræner vise så megen glæde, som Anders Pedersen gjorde da han kørte først og stregen med Beyblade, som han kun har haft i træning siden den 30. maj.

Beyblade med Anders Pedersen vinder foran Bali med Steen Juul. KM Foto

Mens Bali satte i galop kort før startstedet og tabte 20 meter, var Blachman tidligt i front og førte i 1.16.0-tempo – Beyblade kom op udvendigt og ned mod opløbssvinget satte Anders Pedersen Blachman under pres.

-Jeg vidste at jeg havde en stærk hest, og derfor satte jeg Blachman under pres, sagde Anders Pedersen.

Og noget overraskende meldte Blachman sig hurtigt ud af kampen, mens Beyblade kunne fortsætte og vinde en sikker sejr i 1.15.9a/2360 m foran Bali, der leverede en stærk afslutning til andenpladsen i 1.16.0, mens Blachman tog tredjepladsen i 1.16.4.

-Beyblade var i meget fin forfatning, da jeg modtog ham, og jeg har så trænet videre på min facon med ham. Jeg bruger meget intervaltræning i bakkerne, og det fungerer fint for ham, sagde Anders Pedersen efter sejren.

Beyblade rundede med førstepræmien på 12.500 kroner 200.000 kroner i indkørte præmier – Trophy Catch-sønnen har hele tiden været matchet mod årgangens bedste heste og i fjor blev det til en 2. plads i Grand Circle 3 års Championatet.

Morten Juul erkendte, at Blachman var uden standard.

-Nu må vi hjem og se om der skulle være noget med ham, og ellers er det bare at træne frem mod Grand Prixet, sagde Skive-træneren.

For Steen Juul blev Grand Prix-prøverne optimale, idet han fik samtlige fem hingste i de åbne prøver med til Grand Prixet, mens han kvalificerede Brandy Laser til Hoppe Grand Prix.