TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

1.09,1 – men Nej Tak til Elitloppet

af | Nyheder

Nadal Broline vandt tirsdag sin første start for Björn Goop på imponerende vis.

1.09,1a/1640 meter viste stopuret, da Nadal Broline (Yankee Glide) passerede målstregen som vinder af Meadow Roads Lopp tirsdag aften på Solvalla, hvor den tidligere Elitloppstreer gjorde sin første start for Björn Goop efter næsten fem måneders løbspause.

Milliondollarrhyme var hurtigst ude, men siden overtog Perfect Spirit kommandoen og kilometeren blev afviklet efter 1.09,8.

Sidstnævnte rullede imidlertid over i galop og så blev løbet i stedet et opgør mellem Milliondollarrhyme med Fredrik B. Larsson og Nadal Broline, der efter et løb i andet par udvendig kunne gå frem til forholdsvis sikker sejr i rekordtiden 1.09,1.

En perfekt “generalprøve” forud for Elitloppet næste weekend, men det bliver formentlig ikke aktuelt for Nadal Brolines vedkommende.

-Jeg tror det ikke. Han er ældre og det vigtigste er, at han fuldfører sæsonen på en god måde. Der findes flere løb end Elitloppet og jeg tror vi sigter mere på det, sagde Björn Goop efter løbet på en tirsdag, hvor en anden finskejet hest, Next Direction (Orlando Vici) blev offentliggjort som den 11. deltager i årets fartfest på Solvalla.

Dermed er flg. heste klar til start i Elitloppet 2019:

Readly Express
Propulsion
Dijon
Aubrion Du Gers
Double Exposure
Looking Superb
Uza Josselyn
Makethemark
Heavy Sound
Bahia Quesnot
New Direction

Til gengæld har Ulf Stenströmer sagt Nej Tak på vegne af Copenhagen Cup-vinderen Handsome Brad.